Vandrammedirektivets krav i praksis – den gode tilstand og forbud mod forringelser

Efter vandrammedirektivet er der forbud mod at godkende projekter, der medfører forringelser af overfladevandområder og grundvandsforekomster omfattet af indsatsprogram, hvis projektet hindrer målopfyldelse, medmindre undtagelsen i art. 4, stk. 7, kan anvendes. Dette blev fastslået af EU-Domstolen i C-461/13 (Weserdommen) for så vidt angår overfladevand og C- 535/18 (Kommissionen mod Tyskland) for så vidt angår grundvand.

Artiklen belyser den danske regulering og klagenævnspraksis om forholdet, samt om de danske myndigheder, virksomheder og bygherrer i tilstrækkelig grad er bevidste om den restriktive ordning, vandrammedirektivet foreskriver.

Endeligt redegøres der i artiklen for, om beskyttelsen omfattes af andet og mere end projekter samt mulighederne for at fravige forbuddet mod forringelser mv.

Der lægges på baggrund af EU-Domstolens praksis op til, at undtagelsesmulighederne i direktivet i højere grad søges benyttet end i dag. Undtagelsesmulighederne vurderes at være praktisk operationelle, og kan derfor være den rette løsning ud fra såvel et tidsmæssigt som et procesøkonomisk perspektiv afhængigt af det ønskede projekts størrelse og samfundsmæssige betydning i øvrigt.