Principiel dom vedrørende markedsføring og salg af parallelimporterede produkter

I december traf Sø- og Handelsretten en principiel afgørelse i forhold til markedsføring og salg af parallelimporterede produkter. Med afgørelsen fastslår Sø- og Handelsretten, at det ikke generelt kan forbydes, at eksklusive produkter markedsføres og sælges gennem dagligvarebutikker. Et sådan forbud kan alene forekomme, hvis det konkret kan sandsynliggøres, at rettighedshaverens varemærke, som følge af markedsføringen og salget, påvirkes på en måde, som skader varemærkets omdømme. Det vil, ifølge afgørelsen, som det klare udgangspunkt ikke være tilfældet, hvis produkterne markedsføres på en måde, som er sædvanlig i branchen.

Kernespørgsmålet i sagen

Sagen vedrørte grundlæggende spørgsmålet om, hvorvidt en rettighedshaver kunne forbyde en dansk dagligvarekoncern at udstille, markedsføre og sælge en række af rettighedshaverens produkter, som var at betragte som eksklusive luksusprodukter.

Ikke tale om ulovlige kopier

Rettighedshaveren gjorde først og fremmest gældende, at de af dagligvarekoncernen markedsførte produkter, udgjorde ulovlige kopier af rettighedshaverens produkter, og dermed varemærkeforfalskninger. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at rettighedshaveren havde sandsynliggjort, at det var tilfældet.

Sø- og Handelsretten lagde i den sammenhæng blandet andet vægt på, at dagligvarekoncernen kunne fremlægge en advokaterklæring, som bekræftede, at der forelå en ubrudt kæde af fakturaer mellem rettighedshaverens autoriserede forhandlere og dagligvarekoncernen, og at dagligvarekoncernen havde indhentet en erklæring fra Teknologisk Institut, hvori det fremgik, at det ikke kunne fastslås, at de parallelimporterede produkter adskilte sig fra produkter solgt via autoriserede forhandlere.

Varemærkeretlig konsumption  

På baggrund af advokaterklæringen fandt Sø- og Handelsretten det omvendt godtgjort, at produkterne var bragt i omsætning inden for EØS med rettighedshaverens samtykke, hvorfor der var sket varemærkeretlig konsumption, jf. varemærkeforordningens artikel 15, stk. 1.  

Princippet om varemærkeretlig konsumption indebærer, at en rettighedshaver ikke kan modsætte sig markedsføring eller salg af et af dennes produkter, når produktet er bragt på markedet af pågældende selv, eller med rettighedshavers samtykke.

Forbud mod fortsat markedsføring

Herefter skulle Sø- og Handelsretten tage stilling til om rettighedshaveren, til trods for at der er sket varemærkeretlig konsumption i henhold til varemærkeforordningens art. 15, stk. 1, havde rimelig grund til at modsætte sig dagligvarekoncernens fortsatte markedsføring af de pågældende produkter, jf. varemærkeforordningens artikel 15, stk. 2.

Rettighedshaveren gjorde gældende, at denne havde rimelig grund til at modsætte sig den fortsatte markedsføring af produkterne, idet dennes varemærke led en væsentlig renommemæssig skade, når rettighedshaverens eksklusive produkter blev udstillet, markedsført og solgt i dagligvarebutikker.

Til støtte herfor henviste rettighedshaveren til, at dennes produkter alene blev solgt gennem et kvalitativt selektivt distributionssystem, hvor butikker blev autoriserede som forhandlere under forudsætning af, at de opfyldte en række krav vedrørende bl.a. salgsstedet og markedsføringen og håndteringen af rettighedshaverens produkter.

Rettighedshaveren fik imidlertid ikke medhold i sin påstand. Sø- og Handelsrettens fandt, at den måde, hvorpå dagligvarekoncernen markedsførte de pågældende produkter, måtte anses for sædvanlig i branchen. Sø- og Handelsretten bemærkede i øvrigt, at dagligvarekoncernens markedsføring ikke adskilte sig væsentligt fra den markedsføring, som mange af rettighedshaverens autoriserede forhandlere benyttede.

Sø- og Handelsretten anså det herefter ikke for sandsynliggjort at dagligvarekoncernens salg af produkterne, og dermed brug af rettighedshaverens varemærke som led i markedsføringen, medførte, at rettighedshaverens varemærke led alvorlig renommemæssig skade. Rettighedshaveren kunne derfor ikke modsætte sig dagligvarekoncernens markedsføring af produkterne.

Hvad betyder afgørelsen?

Med afgørelsen tilslutter Sø- og Handelsretten sig EU-Domstolens meget restriktive praksis for, hvornår en rettighedshaver kan forbyde varemærkebrug ved markedsføring og videresalg af lovligt parallelimporterede produkter i henhold til varemærkeforordningens art. 15, stk. 2.

Med afgørelsen fastslår Sø- og Handelsretten, at et sådant forbud alene kan meddeles, hvis rettighedshaveren kan sandsynliggøre en konkret skadevirkning, og at dette som den klare hovedregel ikke vil være tilfældet, hvis den markedsføring, hvorved der gøres brug af varemærket, ikke afviger fra den markedsføring, som er sædvanlig i den pågældende branche.

Afgørelsen viser også, at man som parallelimportør skal være omhyggelig i forhold til at sikre, at man er i stand til at dokumentere, at gennemført parallelimport er lovlig, og at parallelimporterede produkter er originale produkter.

Kontakt

For yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte vores afdeling inden for generel erhvervsret:

Nikolaj Jalili-Trudslev
Partner og advokat (L)
Mail: nj@haugaardbraad.dk
Telefon: +45 31 10 07 17

 

Mette Thejl
Advokatfuldmægtig
Mail: met@haugaardbraad.dk
Telefon: +45 40 80 16 59