en
En stor del af konflikterne i byggebranchen udspringer af forsinkelser, hvilket har årlige milliardtab i omsætningen til følge. Det er imidlertid ikke givet, at entreprenøren i sidste ende skal bære ansvaret for, at dennes arbejde er forsinket.
Vores stud.jur. i entrepriseafdelingen, Stine Francke Riisberg, er nyligt uddannet cand.jur. fra Aalborg Universitet, og har i den forbindelse skrevet sit afsluttende kandidatspeciale, hvor hun har undersøgt entreprenørens ret til tidsfristforlængelse, når entreprenørens forsinkelse skyldes bygherrens forhold.
Hun har foretaget en omfattende gennemgang af voldgiftspraksis vedrørende entreprenørens ret til tidsfristforlængelse, og det følgende vil omhandle nogle af de vigtigste punkter i henhold til 1) situationen, hvor bygherren har forårsaget hele eller dele af forsinkelsen, samt 2) situationen, hvor både bygherren og entreprenøren har forårsaget hele eller dele af den samme forsinkelse.
Entreprenørens forsinkelse skyldes bygherrens forhold
Har entreprenøren ikke færdiggjort sit arbejde i overensstemmelse med det aftalte færdiggørelsestidspunkt, vil entreprenøren som hovedregel blive mødt med et erstatningskrav fra bygherren, hvilket oftest vil bestå i et dagbodskrav.
Det kan imidlertid være, at bygherrens forhold har været årsag til entreprenørens forsinkelse og entreprenøren derved er berettiget til tidsfristforlængelse, jf. AB 18 § 39, stk. 1, litra b, første led. Entreprenøren vil i givet fald ikke være i ansvarspådragende forsinkelse.
Bygherrens forhold kan eksempelvis angå:
- Uklarheder og udeladelser i projektmaterialet, herunder manglende opfyldelse af entydighedskravet i udbudsmaterialet
- Forsinket færdiggørelse af projektmaterialet
- Mangler ved tidsplaner og utilstrækkelig planlægning samt koordinering, og herunder utilstrækkelig varetagelse af tilsynsbeføjelser
- Forsinket byggestart, herunder som følge af manglende byggetilladelse
- Uforudsete jordbundsforhold, fund af fortidsminder og konstatering af forurening
- Mangler ved og ændrede forudsætninger på byggepladsen
- Forudsete eller uforudsete forhold vedrørende eksisterende bygninger ved renoveringsprojekter
- Mangler ved eller forsinkelse med bygherreleverancer
- Bygherrens eller dennes rådgivers manglende eller forsinkede projektafklaringer
- Ulovlige bygherreanvisninger
- Ekstraarbejde som følge af utilstrækkeligt projektmateriale
- Entreprenørens berettigede standsning som følge af bygherrens manglende betaling eller bygherrens berettigede eller uberettigede standsning af arbejdet
Det kan udledes af praksis, at entreprenøren har bevisbyrden for, at et eller flere bygherrerelaterede forhold foreligger, og at forholdet har forårsaget forsinkelsen. Entreprenøren skal dermed kunne godtgøre, at der er årsagssammenhæng mellem den fristforlængende omstændighed og forsinkelsen; at forsinkelsen skyldes bygherrens forhold, eller som minimum at forsinkelsen ikke beror på eller skyldes entreprenørens egne forhold.
Voldgiftsretten anvender undertiden begrebet kritisk vej, når vurderingen af årsagssammenhæng foretages. Det skal her understreges, at bedømmelsen af om forsinkelsen har påvirket arbejder på kritisk vej, og bedømmelsen af, om der er årsagssammenhæng mellem bygherrens forhold og forsinkelsen, i det væsentligste er sammenfaldende bedømmelser. Voldgiftsretten bruger blot forskellig terminologi for vurderingen.
Det kan konstateres, at entreprenørens bevisbyrde i praksis løftes bedst ved skriftlig dokumentation vedrørende byggeriets processer og udfordringer udfærdiget under det faktiske hændelsesforløb. Her får byggemødereferater særlig betydning, og voldgiftsretten lægger ofte vægt på disse referater ved vurderingen af entreprenørens ret til tidsfristforlængelse.
I forlængelse heraf bemærkes, at syn og skøn er et vigtigt bevismiddel i forbindelse med forsinkelse, da der ofte er behov for teknisk ekspertise til bedømmelse af sagens skriftlige materiale samt til at godtgøre årsagssammenhængen mellem bygherrens forhold og forsinkelsen.
Parallelforsinkelse – forsinkelsen skyldes både bygherrens og entreprenørens forhold
Byggesager bliver mere og mere komplekse, og en naturlig konsekvens heraf er, at flere parter hver især påberåber sig forhold, der har betydning for forsinkelsen.
Problemstillingen om parallelforsinkelse består i, at en forsinkelse er forårsaget af bygherrens forhold, hvilket isoleret set berettiger entreprenøren til tidsfristforlængelse, og afskærer bygherrens krav på dagbod. Samtidig er den samme forsinkelse forårsaget af entreprenøren, hvilket er ansvarspådragende og berettiger bygherren til dagbod. Situationen er modsigende, idet kravene logisk ekskluderer hinanden.
Selve løsningen på problemstillingen i voldgiftspraksis er fundet med inspiration i engelsk ret, hvor parallelle forsinkelser løses enten ved en skønsmæssig fordeling af ansvaret (apportionment-modellen) eller ved at tilkende tidsfristforlængelse for hele forsinkelsen (Malmaison-doktrinen).
I voldgiftspraksis løses problemstillingen oftest således, at ansvaret for forsinkelsen fordeles skønsmæssigt mellem entreprenøren og bygherren, hvorefter entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse (og økonomisk kompensation) for en del af forsinkelsesperioden – og bygherren har ret til dagbod for den resterende del.
I en enkelt kendelse er entreprenøren blevet tilkendt tidsfristforlængelse i hele den forsinkede periode, uanset at entreprenøren tillige var skyld i en del af forsinkelsen. Entreprenøren kunne dog kun få økonomisk kompensation for forsinkelsen i den periode, som alene bygherren fandtes ansvarlig for. Det er som følge heraf muligt for entreprenøren at godtgøre sin ret til tidsfristforlængelse i hele den forsinkede periode på trods af, at der oftest foretages en skønsmæssig nedsættelse.
