Gå til advokatfirma Menu
Menu

Regnskabsassistent eller controller søges til ejendomsadministration

Vi søger en dygtig regnskabsassistent eller controller med erfaring i bogføring og stærke analytiske evner gerne fra revisionsbranchen eller tilsvarende, til et spændende og udfordrende job hos Haugaard|Braad Ejendomsadministration i Aalborg.

Du skal arbejde 

i en agil og ambitiøs ejendomsadministration i kraftig vækst, hvor uhøjtidelighed, samarbejde og faglig stolthed er nøgleord i vores hverdag. Du vil indgå i et ungt team af ejendomsadministratorer, som hver dag arbejder for at levere skræddersyede administrationsløsninger til alle vores kunder, hvor din vigtigste funktion vil være løbende bogføring, ajourføring og kvalitetssikring af økonomiske leverancer og bogholderier. Det er derfor afgørende, at du har erfaring med regnskab og bogholderi, særligt i relation til ejendomme. 

Dine arbejdsområder bliver 

  • Løbende bogføring og ajourføring af bogholderier for ejendomsadministrationens kunder i tæt samarbejde med teamets administratorer.
  • Fakturering af ejendomsadministrations debitorer, herunder sikring af korrekt fakturering. 
  • Videreudvikling af ejendomsadministrationens rapporteringsværktøjer, herunder integration med Excel.

Stillingen er desuden nyoprettet, hvorfor der vil være stor mulighed for at sætte sit eget præg på arbejdsopgaverne og jobindholdet. 

Vi forventer 

at du har erfaring med bogholderi og besidder en stor regnskabsforståelse i relation til ejendomme. Derudover skal du formå at benytte dine analytiske kompetencer til at sikre høj kvalitet i dit arbejde. Som afdelingens regnskabsassistent/controller forventes det, at du arbejder selvstændigt og struktureret, og forstår at træde til med din ekspertise. Du har sans for detaljerne, og formår at levere fejlfrie leverancer til vores kunder. 

Det er en klar fordel, hvis du har erfaring fra en anden stilling, som revisor, controller, revisorassistent, regnskabsassistent eller lignende, og er erfaren bruger af Excel. Skulle du have erfaring med UNIK Bolig er det et plus, men det er ikke et krav.  

Som person er du imødekommende, engageret og patentlig i dit arbejde, og du sætter pris på at indgå i et team, hvor man yder en proaktiv indsats både overfor kunder og kollegaer. 

Gode arbejdsvilkår 

Du vil indgå i et team af ejendomsadministratorer, hvor der er højt til loftet og alle bidrager til firmaets drift, vækst og sociale sammenhold. Du vil få gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt, og der vil være rig mulighed for at tage selvstændigt initiativ og bidrage med ideer til videreudvikling af vores processer. Vi tilbyder ordnede arbejdsforhold, herunder kantineordning, pensionsordning, sundhedsforsikring mv. 

Hvis du vil vide mere om stillingen og Haugaard|Braad Ejendomsadministration, er du velkommen til at kontakte partner og direktør Martin Hedegaard på telefon 98 77 50 41 eller mh@haugaardbraad.dk

Ansøgningsfrist: søndag den 24. oktober 2021. Samtaler forventes afholdt i uge 43.